Valg af verden i Minecraft

Valg af verden afhænger af forskellige faktorer.

Den første er, hvorvidt eleverne skal arbejde i en verden skabt af læreren, eller om de selv skal oprette en verden alene eller i grupper. Ud over at du som lærer kan lave dine egene verdener, så findes der også færdige verdener med et fagligt indhold i biblioteket. Hvis du laver verdenen, har du også en mulighed for styring ved hjælp af forskellige indstillinger og Classroom Mode. Hvis eleverne selv opretter deres verdener, skal I være opmærksomme på, at de får eksporteret og gemt deres verden, hvis de arbejder i grupper.

Du kan altid vende tilbage til dine egne verdener, når du trykker på Spil og kommer ind til dine verdener og biblioteket.

Uanset om grupper er oprettet af dig eller eleverne, skal I lave nogle aftaler omkring indstillinger i verdenen. Fx hvem der er host, og hvilken rolle man har som spiller. Hvis indstillinger er svære at overskue, så kan eleverne være gode hjælpere i forhold til en uddybning af de forskellige områder. Afhængig af opgavetype, skal man forholde sig til, om verdenen skal være uendelig eller flad, og der er forhold omkring dag og nat og vejr, som også kan indstilles. Det er også muligt at vælge mellem kreativ eller overlevelse, hvor kreativ nok oftest er at foretrække i undervisningssammenhæng. I skal også vælge, om der må være væsener, og der også indstillinger for, om der kan ødelægges ting og om man kan skade hinanden. Her skal du være opmærksom på jeres fælles regler i klassen. Hvis du selv er vært for en verden, kan du altid ændre på indstillinger ved behov.